By Lassen – Den trætte mand – Hallingdal
By Lassen – Den trætte mand blev designet af Flemming Lassen til Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1935. Lænestolen er karakteriseret af organiske, bamsede former og dengang som nu vækker den opsigt med sin svungne form og voluminøse armlæn. At sidde i lænestolen skulle med Flemming Lassens egne ord være ”så varmt og trygt som en isbjørneunge i favnen på sin mor midt på indlandsisen”. Familiemennesket Flemming Lassen værdsatte de nære relationer, Den Trætte Mand appellerer med sit ydre til hjemlig hygge og socialisering i stearinlysets skær. Lænestolens ben er i røget eg, og de to forreste ben har et par praktiske hjul, så lænestolen er nem at flytte rundt på.
Hallingdal stof er robust og holdbart stof, som blev designet af den danske designer Nanna Ditzel. Hallingdal 65 stoffet består af 70% uld og 30% viscose. Uldet bidrager til holdbarhed og fleksibilitet medens viskosen tilføjer farve og dybde. Lænestolen har en sædehøjde på 38 cm, og en tilhørende, matchende skammel kan tilkøbes.





